Formålet med projektet er at sikre, at de resultater der er opnået i tidligere vandmiljø-/klimaprojekter bliver koordineret og videreformidlet. Endvidere er formålet at få skabt et forum for videndeling mellem centrale aktører i Nordeuropa omkring håndtering af klimaforandringer ift. vand, således at det forum på lang sigt kan bidrage til at sikre, at landbruget har fingeren på pulsen ift. nye metoder til håndtering af klimaforandringer.
I projektet videreføres de erfaringer, der er genereret i projektet Aquarius - Landmanden som vandforvalter med ændret klima, som Videncentret for Landbrug tidligere har deltaget i. Disse erfaringer sammenholdes med den viden, der er genereret og opsamlet fra relaterede projekter i Europa.
Projektet vil komme med konkrete input til løsninger på klimaforandringer ift. sikring af god vandkvalitet og vandkvantitetsløsninger, der ofte vil fordre, at EU og nationale reguleringer giver rum til løsningerne.
En væsentlig aktivitet i projektet er videreformidling af resultaterne til EU niveauet og til anvendelse i dansk landbrug.
Effekten af projektet vil være, at der udarbejdes input til, hvordan landbrugserhvervet kan bidrage til løsninger af de klimamæssige udfordringer, samtidig med at der findes nye måder at udvikle erhvervet på.